Hos minierne laver vi rigtig mange forskellige ting. Men noget af det første vi lærer er at bruge en kniv og en sav. Det er vigtigt, for vi bruger tit saven og kniven til møder og på ture.
Vi er tit ude og noget af det sjoveste er når vi er på opgaveløb (vi løber ikke altid). Så skal vi finde vej selv uden ledernes hjælp, og så er der opgaver, som skal løses. Det kan være alt fra at tænde bål, til at finde nogle bestemte planter i skoven.
Som mini begynder vi også at lære lidt flere knob og besnøringer, så vi kan binde rafter sammen til et lille tårn, en hule eller måske en vogn, som vi kan køre om kap i.
Lige som hos mikroerne er noget af det bedste når vi har bål. Nogle gange laver vi mad over bål, det kan være pandekager eller vi bager brød. Vi kan også lave mad af ting vi finder i naturen, f.eks. hyldebærsuppe Det allerbedste er sommerlejren, hvor vi nogle gange sover i hytte og andre gange i telt. Det er rigtig hyggeligt at bo sammen i flere dage, ja måske en hel uge.
Vi arbejder i patruljer og de har navne med relation til Ronja Røverdatterbogen. De hedder Mattisrøverne, Borkarøverne, Grådværgene og Skovheksene. Om vinteren bruger vi derfor tid på at hygge os og læse højt af bogen, så vi alle sammen kommer til at kende historien rigtig godt. Nogle af de aktiviteter vi laver er ting som Ronja og Birk også laver, eller kunne have fundet på at lave.
Mindst en gang om året er vi også på tur sammen med andre spejdere her fra området. Det er sjovt at lære nye spejderkammerater at kende, og høre hvad de laver, når de er til spejder.
Vi har lige som hos mikroerne forældrehjælpere. Det betyder at der er nogle forældre som hjælper til på møderne. Som forældrehjælper deltager man i 3-4 spejdermøder om året. Det er frivilligt om man vil være forældrehjælper, men de fleste forældre er glade for at være med engang imellem.
Vi holder møde onsdag fra kl. 17.00 til 19.00.
Vil du vide mere kan du kontakte minileder
Henriette Mangaard Jørgensen på tlf. 6172 8310
eller mail til vores miniledere